Tillykke


Til vores generalforsamling onsdag den 19. februar blev Hanne Homann og Rikke Haugaard Faurholt tildelt en sølvnål af hovedbestyrelsen i AIA-Tranbjerg. En sølvnål kan tildeles medlemmer, som i en årrække har ydet mange timers frivilligt arbejde for idrætsforeningen.

Hanne har været en engageret del af AIA-Tranbjerg gymnastik i over 40 år. Hun startede som aerobic instruktør og blev senere en del af bestyrelsen i 1990’erne. Siden 2016 har hun rykket træningen udenfor med fitness i det fri og de sidste par år har hun også været en del af instruktørholdet på herremotion. Hanne er kendt for sit inspirerende og energiske kropssprog. Hendes træning er altid af høj kvalitet, og hun bringer en smittende energi med sig ind i træningsrummet. Hanne er altid glad, smilende og fuld af god energi.

Rikke har været en dedikeret del af gymnastikafdelingen i AIA-Tranbjerg, siden hun var blot 2-3 år gammel så næsten 40 år. Efter at have deltaget på småbørnsholdene, fortsatte hun med rytmegymnastik. Allerede som teenager begyndte Rikke som hjælper. Som 16-årig blev hun instruktør. Siden 2011 har Rikke været en del af bestyrelsen, hvor hun har påtaget sig mange praktiske opgaver. Hun har også fungeret som kontaktperson i flere år. Derudover er Rikke aktiv på Hit Fit Dance, så hun bidrager også til foreningens liv og fællesskab som aktiv deltager. Hun er snakkesalig, altid glad og smilende, og hendes positive energi smitter af på alle omkring hende.

Stort tillykke til Hanne og Rikke med de velfortjente sølvnåle 👏👏

Skriv til os

51904583